Så er Projekthulen endelig officielt i luften!
“Hvad er Projekthulen?” hører jeg dig sige…
Projekthulen er pt. mit lille makerspace i baghaven. Ambitionerne er dog store og forhåbentlig bliver det til et offentligt tilgængeligt makerspace i en ikke alt for fjern fremtid.
“Hvad er et makerspace??”
Kært barn har mange navne og et makerspace hedder også ofte et fablab eller hackerspace.
Det er et værksted, hvor man du kan eksperimentere med forskellige fremstillingsmetoder som f.eks. laserskæring, cnc-fræsning, 3d-print og mange andre spændende maskiner, som du måske ikke lige har adgang til i hverdagen. Du kan også nørkle med elektronik, træ, metal, vinylskærer og meget andet – der er næsten ingen grænser.
Alt opstart er svært og der er hele tiden grunde til at udskyde, så nu har jeg bare skudt konceptet i gang og så vokser det forhåbentlig stille og roligt.
Projekthulen er også en personlig udfordring for mig. Det er en øvelse i kommunikation og i at komme tættere på omverden. Jeg burer mig ofte inde i min egen lille verden, så det her er et forsøg på at få noget dialog i gang omkring at dele idéer og projekter. Både mellem folk som allerede “gør-det-selv” men i høj grad også for at få nogle flere ombord og i gang med at opfinde og kreere spændende nye vidundere.
Hvad har du f.eks. af idéer du godt kunne tænke dig at lave, men som du bare ikke rigtig kan komme i gang med? Sig det højt/skriv her under, så bliver det forhåbentlig nemmere. Det kan jo være at den rette person læser dit indlæg og lige ved hvordan du bedst starter.
/Jesper